98 kommuner tilbydes økonomisk støtte til pårørendeindsats
04.05.1815,8 mio. kr. fra ældresatspulje afsat til udbredelsen af 'LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende'. 33 kommuner er allerede i gang.
Samtlige 98 danske kommuner tilbydes nu økonomisk støtte til at udbyde 'LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende'. Støtten er en del af 15,8 mio. kr., som satspuljeparterne på ældreområdet har afsat til udbredelsen af indsatsen.
Pårørende bliver syge
Pårørende til langvarigt syge og demente risikerer at blive ramt af fysisk sygdom, stress, mistrivsel, depression eller social isolation på grund af fysiske eller psykiske belastninger. Satspuljens 15,8 mio. kr. skal blandt andet dække formidling, implementering, monitorering og evaluering af det evidensbaserede mestringskursus LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende[1].
Kurset bidrager til, at voksne pårørende trives bedre og kan dermed være med til at forebygge, at de selv bliver syge. Indsatsen er udviklet afKomiteen for Sundhedsoplysningi samarbejde medKøbenhavns Kommune.Komiteen for Sundhedsoplysningstår for udbredelsen, som sker i perioden 2018-2021.
98 kommuner får tilbud om driftsmidler
En væsentlig del af bevillingen er øremærket til den enkelte kommunes kursusdrift; herunder uddannelse af lokale frivillige instruktører og løn til koordinatorer, der typisk varetager rekruttering af deltagere, praktisk tilrettelæggelse af kursusforløb og pleje af instruktørkorps.
En kursist fortæller således om sit forløb:
Kurset gjorde, at jeg tillod mig selv at have de følelser, jeg havde haft.
Hvis jeg på forhånd havde forstået det der med at passe på mig selv,
så havde hele forløbet været nemmere.
Alle voksne pårørende kan få glæde af indsatsen
Indsatsen er målrettet voksne pårørende til syge. Det kan være ens partner, forældre, søskende eller nære venner, der er ramt af sygdom fx kræft, depression, blodprop i hjernen eller demens. På kurset får deltagerne redskaber til at passe på sig selv, bede om hjælp og bevare sociale relationer. Desuden har de stor gavn af at møde andre pårørende, der forstår deres udfordringer og problemer.
For yderligere info kontaktes
Specialkonsulent Malene Norborg Petersson
Komiteen for Sundhedsoplysning
Tel: 3027 7747
Mail: mn@sundkom.dk